2 t 3 min
Laura, Tomas og Christian hungrer alle efter en følelse af intimitet, som de samtidig frygter. De arbejder med gamle mønstre, forsvarsmekanismer og tabuer med henblik på endelig at kunne føle sig frie og klar til at opnå intimitet med andre mennesker. Vi følger dem i deres søgen, og også instruktøren sætter sig foran kameraet og deler sine tanker og følelser med os. ”Touch me not” undersøger, hvordan vi mennesker kan finde sammenhørighed på de mest uventede måder, og hvordan vi kan elske andre, uden at miste os selv i processen.
Filmen vandt guldbjørnen i Berlin under stor debat, for her er virkelig en film, der udfordrer, provokerer og sætter tanker i gang - både om menneskets natur og om forhold til vores egen krop, køn og seksualitet. ”Touch me not” vil røre publikum, omfavne det, kærtegne det og sommetider slå det direkte i ansigtet; alt sammen for at få publikum til at se filmens karakterer – og hermed sig selv – i øjnene.