En mor til et kræftsygt barn kæmper for at opretholde en normal tilværelse for sin familie. Stine på 37 år er enlig mor til tre piger. Hendes datter Cecilie på 11 år har kræft og har haft det siden hun var 3 år gammel. Cecilie har levet sit halve liv på Rigshospitalet og Stine med hende. Stine kæmper på alle fronter i et ubærligt kaos. Samtidig insisterer hun på at opretholde en slags hverdag for alle sine tre børn. Filmen følger familiens liv, både i hjemmet og på hospitalet, gennem de seneste to år.

En mors kamp for et normalt liv

A Damn Year

Tre teenagere mellem 15 og 18 år har det til fælles, at deres mor eller far er kræftsyg eller død af kræft. Det er unge mennesker, der er fulde af livskraft. De er i færd med at løsrive sig fra deres forældre, samtidig med at de ved, at de måske snart vil miste dem for altid. De unge fortsætter med at gå til sport, til fester og til eksamen midt i en hverdag med kemoterapi, død og sorg.

Et forbandet år

En film om 40 år gamle Heine, der grundet krigens traumatiske oplevelser i dag er en ensom mand. Heine bor i et stort hus ude på marken i Vestjylland. Han deler hverdagen med sine tre hunde og sin kat. Filmen beskriver Heines verden og om de sår, der kan komme på sindet efter at have været ude i ekstreme situationer, hvor vold, dødsfare, død og våben har været en del af virkeligheden.

Hjemvendt

"En god død" konfronterer os med et af de mest forankrede tabuer i vores samfund: Døden. Filmen følger skarpt tre kvinders sidste tid på et hospice, sidste stop før døden. Gennem kvinderne får vi et indblik i hvad det betyder at nærme sig livets afslutning i vores samfund. Vi hører om deres sidste drømme, og vi er tilstede, når de finder ordene til at sige "Undskyld" eller "Jeg elsker dig". Filmen viser hvordan et hospice kan give mennesker livskvalitet i den sidste tid og omsorg på en respektfuld og kærlig måde. Samtidig er filmen et ærligt portræt, som ikke ser væk i de svære øjeblikke. En god død en hjerteskærende vemodig fortælling, men alligevel beroligende, munter og håbefuld. I filmen afmystificeres døden. Vi bliver klogere på kvindernes og de pårørendes sorg, men ser også, hvordan det mindste fremskridt og bedring kan skabe et muntert øjeblik.

En god død

Det ligner et liv som så mange andre: Kristian og Mette Line har været sammen i 12 år. Det begyndte med forelskelse, rejser og karriereræs, og senere voksede livet som ”dig og mig” til en familie. Sammen har de børnene Celeste og Cyron, og for 2 år siden købte de drømmehuset i Kgs. Lyngby. Her skulle de udleve deres mange drømme og forestillinger om livet. Men en dag falder den 39-årige Kristian pludseligt om med en fatal blodprop, som ødelægger 1/3 af hans hjerne. Skaden er uoprettelig og livet, som de kendte det, er for evigt ovre.

Dem vi var

Hvad sker der, når en verdenskunstner pludselig mister sine naturgivne evner? Filminstruktøren Anne Wivel har fulgt sin ven, maleren Per Kirkeby, på nært hold, efter at han faldt og slog hovedet. Han havde tidligere overvundet følgerne af en hjerneblødning og to blodpropper, men faldet for to år siden resulterede i en hjerneskade, der forhindrer ham i at arbejde. Han har ikke bare mistet sin førlighed, men også evnen til at genkende farver og sågar sine egne kunstværker. Udover at fotografere er Anne Wivel også til stede som samtalepartner og følger Per Kirkeby, som kæmper for at vende tilbage, idet han samtidig erkender sine manglende fremskridt. For ham synes der at være lang vej tilbage, for kunsten er jo ikke blot et spørgsmål om at kunne male noget kønt og vellykket, det væsentlige ligger i overskridelsen af den gode smag. Det er dette hug, maleren savner.
I filmen møder vi foruden kunstneren, hans hustru, venner og samarbejdspartnere, men dens absolutte hovedperson er Per Kirkeby i et usædvanligt åbent møde med filminstruktøren Anne Wivel og hendes kamera. Alt - fra hverdagens genoptræning til følelsesladede indsigter - lægges nøgternt frem.

Mand falder

Utilgivet

Hvordan lever man med det ubærlige? Når det værst tænkelige er sket, og man ikke har andre at skyde skylden på end sig selv?
Doug, Lyn, Norman og Antonio er alle ansvarlige for deres egne børns død. Gennem deres ærlige og dybt personlige beretninger får vi indblik i, hvad det betyder at leve med det, de har gjort. De juridiske, sociale og personlige konsekvenser varierer, afhængigt af køn, social status, sociale netværk og relationer. Men der er noget ved det, disse forældre har gjort, der altid synes at udløse en særlig vrede og fordømmelse. For hvilken slags forælder glemmer sin baby i en bil?
"Utilgivet" udfordrer vores vante forestillinger om skyld, straf og tilgivelse. Filmen er et forsøg på at begribe det ubegribelige, en påmindelse til os selv om at være mindre sikre på, hvad vi ikke ved. 

Utilgivet - skyld i sit eget barns død

Olivers far er soldat og skal udsendes til Syd Sudan i et halvt år. Han kender ikke landet, ved ikke hvordan der ser ud, og hvad deres far egentlig skal lave. Men han ved, der er krig, og det sætter mange svære tanker og følelser i gang.
Olivers værste mareridt er realiteten for andre børn, som har oplevet fædre, der er kommet mere eller mindre mærkede hjem fra krig. Fædre, der har PTSD, fædre, der har set ting, de ikke kan glemme, fædre, der har mistet en kammerat.
Med blikket i øjenhøjde oplever vi, hvordan en fars udsendelse føles for en dreng på 14-15 år. En dreng, der som mange andre drenge elsker skydespil og krigslege. Men som hader tanken om krig i virkeligheden. Jo længere tid faren er væk, jo mere trækker Oliver sig ind i sin egen verden.

Uden min far - familieversion

Rosemarie er i puberteten og har fået konstateret kræft. Selvom lægerne siger, at hun bliver rask, så sætter det lange behandlingsforløb sine tydelige spor i hendes unge liv. Ikke mindst i forholdet til moderen, som hun oplever, kommer alt for tæt på. Rosemarie er ved at kvæles i hendes omsorg, men føler samtidig ikke, at hun kan nå til sin mor. Det og meget andet skændes de om, mens de også holder om hinanden.

Lever elsker savner

Mark på 27 og Martin på 23 har begge fået deres ben sprængt af under deres udsendelse som soldater i Afghanistan. For dem begge har militæret været målet og meningen med livet, men da de vender hjem fra krigen, er de ikke længere de uovervindelige, patriotiske soldater, som da de drog af sted. Nu skal de genfinde selvrespekten og redefinere deres liv i et samfund, der ikke anerkender deres projekt. Filmen følger de to igennem deres fysiske og psykiske udfordringer i deres nye hverdag, hvor manglen på action og det tidligere tætte soldaterkammeratskab er mærkbar. Mark kæmper en opslidende kamp med fantomsmerter på Rigshospitalets Fysioterapi, mens han drømmer om et liv med kæreste og hus. Martin drømmer trods sit svære handicap om at vende tilbage til Afghanistan, som er det eneste sted, hvor han føler, at han gør en forskel. Men han er alene om at tro på sit projekt, og i stedet bliver han sat til meningsløst arbejde hjemme på kasernen.

De sårede

What he Did

Hvordan lever man med at have gjort noget utilgiveligt - noget man ikke engang kan tilgive sig selv? Hvordan nærmer man sig andre mennesker, når det, man har gjort, får dem til at vende sig bort i væmmelse? Har dem, der har slået ihjel ret til at være en del af vores fællesskab, når de først har udstået deres straf? Eller findes der ting som hverken skal forstås eller tilgives? Jens Michael Schau skrev i 1985 det prisvindene teaterstykke, "Joe", der på tragisk vis kom til at forudsige, hvordan han tre år senere slog sin kæreste, den populære forfatter Christian Kampmann, ihjel i jalousi. I dag lever han en isoleret tilværelse, skjult for omverdenen i sin lejlighed. Men Schau har besluttet, for første gang, at fortælle sin historie, så med 28 års forsinkelse, bliver "Joe" nu sat op på teatret Mungo Park.

Når livet gør ondt