I 1930’erne forsøgte tyske jøder at flygte fra nazismen, men blev afvist ved den danske grænse. I 1943 flygtede danske jøder fra Danmark til Sverige, og i nyere tid er folk flygtet til Danmark fra krigen i Bosnien og folkedrabet i Rwanda. I dag går flygtningestrømmen hovedsageligt mod Europa fra andre steder i verden. Der findes også mennesker der flygter uden at forlade deres hjemland. De bliver kaldt internt fordrevne – fx de millioner af mennesker der bor i store flygtningelejre i Sudans Darfurprovins. At flygte er risikabelt og farefuldt og ofte en sidste vej ud af forfølgelse og overgreb. Flugt sætter individer og familier i svære dilemmaer, hvor de må afveje risikoen ved at flygte mod konsekvensen af at blive. Hvordan kan flugten organiseres? Hvem er venner? Hvem er fjender? Hvor flygter man hen? Tør man tage sine børn med – tør man lade være? Og hvordan etablerer man sig i det nye – med de ar på sjælen, som fare, frygt og flugt har givet? Verdenssamfundet har gennem tiden reageret forskelligt på strømme af flygtninge. Nogle døre er blevet åbnet, andre smækket i. Spørgsmålet om, hvis ansvar det er at hjælpe mennesker på flugt, er stadig til debat. Læs mere på Auschwitz-dagens hjemmeside
Se også listen over ugens nye film.