Fræseren har en tromle fuld af pigge, som den bruger til at skrælle gammel asfalt af vejene. Bagefter kommer feje-sugemaskinen og fejer al den løse asfalt væk.
»Mægtige maskiner - på hjul og larvefødder« er en serie for de mindste børn bestående af 13 små film på hver 6 minutter om de maskiner, der arbejder på byggepladsen og på vejene. Hvert afsnit består af rolige billeder, der tager børnene helt tæt på maskinerne, mens de arbejder, og en fortællerstemme, der forklarer, hvordan maskinerne fungerer. I hvert afsnit er der også en lille quiz og en sang om den enkelte maskine.