1 t 2 min
Det digitaliserede samfund er ekstremt sårbart over for cyberangreb, der i takt med den teknologiske udvikling, herunder kunstig intelligens, bliver mere avancerede. Vestlige lande udsættes ofte for cyberangreb fra fjendtlige stater som især Rusland, Kina, Iran og Nordkorea, og angrebene spænder bredt fra misinformation, GPS-jamming og Deep Fake til destruktive cyberangreb kombineret med andre former for sabotage. Mange kriminelle grupper - ofte statssponsorerede - udnytter også digitale svagheder for at ramme borgere, virksomheder, myndigheder og kritisk infrastruktur. Angrebene udnytter sårbarheder som svage passwords, utilstrækkelige sikkerhedsforanstaltninger, sikkerhedshuller i software og IoT. Der findes også mange former for billig, let tilgængelig hardware fra keyloggere og aflytningsapparater i forlængerledninger til USB-killers og udstyr, der kopierer adgangskort på få sekunder.
Filmen dykker, sammen med nogle af landets førende specialister i cybersikkerhed, ned i bl.a. Social Engineering, Ransomware, Deep Fake, Dark Web, industrispionage og mv. Det mest foruroligende er, hvor nemt det er at være hacker. Der findes frit tilgængelige søgemaskiner, der konstant afdækker digitale sårbarheder i samfundet og et hav af billige eller gratis hackerværktøjer. Og filmen ser også på de mange forskellige muligheder, man har for at gardere sig mod cyberangreb.