57 min
En naturfilm, der bringer en helt tæt på det fantastiske dyreliv, som findes i Marselisborgskovene.
Naturen i Danmark er elsket af mange, og skovene omkring Aarhus er ingen undtagelse. Her finder folk ro, hvad enten de cykler, løber eller går en tur. Skoven er for mange et fristed fra hverdagens travlhed. Men skoven er også et hjem for tusindvis af insekter, dyr og planter.
I denne film kommer du tæt på nogle af de fascinerende væsner, vi deler skoven med. Skoven er bl.a. hjem for de sky grævlinger, der ofte først vover sig op fra deres underjordiske hule, når mørket falder på og skoven bliver mennesketom. Grævlinger er sociale dyr, som bor sammen i familier grupper, leger og endda gør deres huler komfortable med tørt græs og blade.
Skovens egetræer er ikke kun store og majestætiske, de er også hjem for mange specialiserede insekter. Blandt andet agern-snudebillen, som i sensommeren er på jagt efter de perfekte grønne agern, som skal give føde og beskyttelse til billens næste generation.
I skovens søer og damme summer det også af liv. Hver sommer udspiller der sig en spektakulær forvandling, når de glubske guldsmedelarver forlader vandet og forvandles til nogle af insektverdenens mest elegante og hurtigste flyvere.
Når man kender til nogle af de mange fascinerende historier, der udspiller sig i naturen, ser man skoven med nye øjne.