

David er 13 år, og efter forældrenes skilsmisse er det hans far, Torben, der kører ham til fodboldtræning. Men David er langt fra stolt af sin arbejdsløse far, der efter en karriere som superligaspiller nu er rykket ned på tilværelsens 2. hold. Uheldigvis for David bliver hans far tilbudt at træne drengeholdet, hvor David spiller, da deres faste træner – den diktatoriske Lennart – bliver fisket af ærkerivalerne i Brøndby. David og de andre drenge er ikke trygge ved den nye situation, og det bliver ikke spor bedre, da Torben langer ud efter modstanderens træner under den første kamp og selv ender med en tur på hospitalet. Men nogle gange ligner tilværelsen lidt en fodboldkamp: Man må tro på sig selv, når ingen andre gør det.






