"Jeg vil hellere spise sand i Nigeria end arbejde på gaden i København", siger Anna, der troede hun skulle til Danmark som sygeplejeelev, men tvinges i prostitution på Vesterbro. Joy er blevet handlet gentagne gange, før hun lander i Kastrup, hvor hun tages af politiet og fængsles i otte måneder. Joy og Anna er begge ofre for trafficking og behandles som dyr af kyniske bagmænd, der styrer pigernes liv med vold og ydmygelser. De betragtes som kriminelle af det officielle Danmark, og de sociale myndigheder formår ikke at gøre meget for dem. Efter hver deres traumatiske oplevelser i det danske overflodssamfund, som de kun tør fortælle om til socialarbejderen Michelle Mildwater, sendes de begge retur til en livsfarlig tilværelse i Nigeria. Filmen er deres historie.

Når månen er sort

Det anslås, at der i 2010 er ca. 2.500 udenlandske prostituerede i Danmark. En del af dem er ofre for international kvindehandel; trafficking, og Københavns Politi indsatte i 2008 en specialenhed til at bekæmpe det. Filmen følger enhedens efterforskning i den danske sexindustri og er med der, hvor kun politiet, de prostituerede, håndlangerne og bagmændene færdes. Gennem telefonaflytninger og overvågning, gadeaktioner og detektivarbejde er politiet konstant på jagt efter vidner og beviser, der kan fælde bagmændene. Det er en meget vanskelig opgave, og filmen afdækker udfordringerne i mødet mellem specialenhedens intentioner og de juridiske rammer, den arbejder under, og en globaliseret og kompleks verden af illegal migration, fattigdom og voodoo på den anden side. For kvinderne er livet som prostitueret i Danmark en indtjeningsmulighed, de ikke havde dér, hvor de kommer fra.

Mission kvindehandel

Filmen følger to cubanske kvinders liv over en periode på 10 år og beskriver samtidigt det cubanske samfunds udvikling fra 2005-2015.


Soy cubana

Om afrikanske kvinder, der efter at være blevet handlet til prostitution, selv bliver bagmænd og driver bordelvirksomhed og handler med kvinder.

Trafficker

Monica fra Colombia har fotograferet og filmet scener fra sit liv gennem 25 år som prostitueret. Hun fortæller i ord og billeder om en barndom og ungdom præget af misbrug, voldtægter og ensomhed og om kampen for at tjene penge nok til diverse bagmænd.

Dansen med Monica

The Good Life

Portrætfilm om Anne Mette Beckmann og hendes mor der bor i en lejlighed i Portugal. Datteren er i midten af 50'erne, moderen i begyndelsen af 80'erne - og begge lever i minderne om et liv i sus og dus. Hele livet har de været rige; men nu er pengene sluppet op. Et liv levet på første klasse er erstattet af ubetalte regninger og konstant angst for ikke at kunne betale huslejen. Datteren, som aldrig har arbejdet en dag i sit liv, er nu tvunget til at lægge sin dekadente livsstil på hylden, og forsøge at finde et job. Men det er lettere sagt end gjort i et Portugal ramt af økonomisk krise, når man har et tomt CV og en rigmandsattitude.

Det gode liv

Malalai Joya er en 28-årig kvinde fra Afghanistan. Filmen følger hendes valgkamp i 2005 op til det første demokratiske parlamentsvalg i Afghanistan i årtier. Omgivet af sikkerhedsvagter forsøger Malalai Joya at udbrede sine politiske holdninger, men det er livsfarligt. Fire gange har hendes modstandere forsøgt at dræbe hende. Malalai Joya er berømt og forhadt. Under et politisk møde i 2003 kritiserede Joya den afghanske overgangsregering og det patriarkalske samfund. Hun blev udvist fra mødet, og siden har hun været en folkehelt – i konstant livsfare. Vores lykkes fjender er optaget under vanskelige omstændigheder. Den handler om personligt mod, mod til at forandre verden, mod til at gå foran.

Den afghanske kvindelige politiker Malalai Joya modtog på Berlin Filmfestivalen 2008 Den Internationale Menneskerettighedspris. Prisen gives af Amnesty International og Cinema for Peace til en aktivist.

Vores lykkes fjender

Om sociologen Feridah Sher som er aktiv i kampen for kvinders rettigheder i Pakistan og på internationalt plan og hendes samtaler med en række kvinder som i deres arbejde fokuserer på kvindeundertrykkelsen, men også på de rigdomme der findes i den pakistanske kultur.

Himlen er vores grænse - kvinder i Pakistan

Reyhane og Farzane er seks år gamle og kusiner. De er født og opvokset i en lejr for afghanske flygtninge i Iran, tæt på grænsen til Afghanistan. Gennem pigtrådshegnet rundt om lejren er der udsigt til de bjerge, der danner en naturlig grænse mellem de to lande. I dokumentarfilmen "Bag bjergene" følger vi de to piger i ugerne op til deres første skoledag. Uniformerne skal skræddersyes, og der skal købes skoletaske. Forventningerne er store, for skolestarten rummer drømmen om en bedre fremtid. Pigernes liv er både fremmed og velkendt. Når de laver drager af plastikposer, kysser Koranen eller knækker pistacienødder for at tjene til skoleudstyret, vil europæiske børn mærke afstand. Men når de pjatter på vej til første skoledag, forsvinder afstanden som dug for ørkensolen. "Bag bjergene" er på trods af den barske baggrund en meget livsbekræftende film.

Bag bjergene

We are journalists

Filmens instruktør, Ahmad Jalali Farahani, er en landflygtig iransk filmskaber og journalist, forfulgt og tortureret af Ahmadinejad-regimet. Ahmads film er en hyldest til den store, kulturelle arv i Iran med dens brug af den mundtlige historiefortællings tradition; hans poetiske, fortællende stil understøtter hele filmen, mens hemmeligt filmet materiale, aldrig tidligere vist, er sammenvævet som i et fint tæppe. Denne film er en kunstnerisk og visuel fortælling, der viser de frygtelige konsekvenser de iranske journalister må lide med, hvis de ønsker at beskrive sandheden og kæmpe for retten til det frie ord.

Inspiration